Det vi ved om Ambrosius Stub har vi kun fra mundtlige overleveringer, som først mange år efter hans død i 1758 blev skrevet ned. Men det man med sikkerhed ved, er at Ambrosius Stub blev født i 1705 i landsbyen Gummerup, Glamsbjerg, som søn af en skrædder. I byen står hans mindesten og barndomshjem kan ses. Hans gudmor var en adelsdame fra egnen, Maria Dorthea Stockfleth. Da han var barn færdedes han meget i herregårdsmiljøet fordi hans bedste ven var Christian Stockfleth. I dette miljø lærte han musik, dans og klaverspil. I 1725 tog han en studentereksame i Odense, hvorefter han begyndte et teologistudie i København, men tog aldrig eksamen. Efter at have studeret flakkede han rundt i staden i det litterære og selskabelige liv og morede sig de næste 10 år. Han skrev her mange drikkeviser, der blev sunget rundt om på vinstuer. Ambrosius havde også familie - en kone og to børn.

I 1735 havde han giftet sig med præstedatter Mette Cathrine Schousboe, som han havde mødt i sin søsters hjem, præstegården i Verninge på Fyn i 1734. Da hendes farmor døde og hun arvede en del penge, købte hun farmoderens gård i Langsted ved Verninge på dødsauktion og tilskødede gården til Ambrosius. Et par måneder efter fik hun en datter og to år senere en søn. Familien havde kun gården i tre år, for Ambrosius havde ikke lært at gøre fysisk arbejde. Kone og børn flyttede til hendes søster i Fåborg. Det meste af sit efterfølgende liv gik på at flakkede rundt og skaffe penge som husholder og skriver på de store godser heriblandt Valdemars slot på Tåsinge, hvor han var ansat 1739-52 som Niels Juels sekretær og bibliotekar. Han optrodte her også som huspoet ved festlige lejligheder og ledsagede Niels Juel på rejser såsom den årlige rejse til København, hvor de så teater og koncerter o.a. i en måneds tid. Niels Juel havde han mødt gennem sin svoger. I 1741 blev han forfremmet til sekretær med bedre løn og familien flyttede til Odense.

Men Ambrosius opholdt sig i lange perioder på Valdemars slot istedenfor at være hos sin familie. Han havde håbet på at få et degnekald, som ville gøre det muligt for ham at være leve sammen med sin familie.
På egnen var han kendt for sine drukture og festlige sind. Ofte spillede og drak han med gårdens betjente på slottet.

Man ser således i regnskaber fra slottet 1741 at flere knuste ruder i hans kammer plus pigernes kammer blev udskiftet. Den lokale præst påtalte da også ambrosius blandt andre om deres opførsel. Ambrosius Stubs forsvarsskrift findes idag på landsarkivet i Odense.

I 1752 sagde han sit job op på Valdemars slot og tog til sin familie i Odense, hvor han ernærede sig af tilfældigt skriverarbejde og som vinkelskriver var han velset i byens højere kredse. Her fik han endnu to børn, men de døde som små. I 1747 rejser Ambrosius tilbage til Valdemars slot, da hans kone dør dette år kun 31 år gammel. De to børn blev sendt til plejefamilier hos slægtninge.

Efter nogen tid, hvor Juel har taget sig af ham, forlader Ambrosius igen Tåsinge, og med 50 rigsdaler fra Niels Juel, men hvorfor ved man ikke, dog kan en af årsagerne eller måske årsagen være, at han havde gjort en tjenestepige gravid, for i marts 1753 blev der døbt et uægte barn af en tjenestepige i Landet kirke. Man mente, at faderen var Ambrosius. Dertil kommer, at han muligvis også havde forelsket sig i Juels datter.

Ambrosius rejser videre til Ribe. I Ribe 15 juli 1758 dør Ambrosius af længere tids sygdom i fattigdom og megen gæld. Måske var det gigt, for han omtales i sin tid på Tåsinge som en gigtplaget mand. Han havde ernæret sig i nogle år som skoleholder for de mere velhavendes børn og senere fra almisser. Han blev begravet tre dage senere på St. Catharine sogns kirkegård i Ribe.

Stubs var jo også en digter, men om han sad under egetræet og skrev dem ved man ikke, men mange af digtene er skrevet imens han var på øen. Det er digte som 'Den kedsom vinter gik sin gang', 'Du dejlig rosenknob' og 'Hvad vindes på verdens vidtløftede hav'. Hans digte regnes for at høre blandt de bedste naturbeskrivelser fra 1700-tallet. I 1771 udgav T. S. Heiberg hans digte, og senere i 1780 blev de også udgivet af Stubs' søn Christian Stub. Digtene blev ikke udgivet imens Ambrosius var levende.