|
|
Bjerreby kirke |
 |
Den gamle kirke Middelalderkirken lå omtrent samme sted, hvor den nye bygning nu knejser, på toppen af den bakke, der har givet byen navn: Bjergby, der med tiden blev til Bjerreby. Om der har været en forgænger af træ, vides ikke.
Den romanske bygning må være opført nogenlunde samtidig med øens to andre sognekirker, dvs. i sidste del af det 12. århundrede. Byggematerialerne har været de sædvanlige: Mure af rå, kløvet kamp på en smukt profileret sokkel. En stor del af soklen var prydet med arkader som dem, der findes på døbefontens fod. Begge dele blev anvendt igen med samme funktion i den nuværende kirke.
Kirken har fra begyndelsen haft kor - sandsynligvis med apsis - og skib. Den var udstyret med bjælkeloft, og der har som de fleste steder været mandsdør i skibets sydvæg og kvindedør i nordvæggen. Kirken blev indviet til minde om Sct. Morten, identisk med den i Danmark meget afholdte franske bispehelgen, Martin af Tours. I modsætning til både Bregninge kirke og Landet kirke har kirken i Bjerreby bevaret flere fine gengivelser af sin værnehelgen: Et af de højtsiddende rundbuede vinduer i sydsiden blev i begyndelsen af 1200-tallet udsmykket med et glasmaleri af Sct. Morten. Det kan i dag beundres på Nationalmuseet. En velbevaret sidealtertavle og en prægtig degnestol, begge med billeder af Sct. Morten, findes i dag i den nye kirke.
I tårnet hang en kirkeklokke fra 1636. Den blev i 1891 omstøbt og hænger i dag i den nuværende kirke.
Af kirkens inventar genfindes som nævnt en stor del i den nye kirke. I skabet, der havde stået i den "nye kirke", dvs. den nordlige sidefløj, fandtes også to gamle lysskjolde af messing, som forblev i kirken og derfor kan ses den dag i dag.
Kirkens prædikestol og lydhimmel var ikke noget særligt og blev da heller ikke genbrugt i den nye kirke. Det samme gælder kirkebænkene, som efter fotografier at dømme har været både kedelige af udseende og meget umagelige at sidde på!
Det fremgår ligeledes af de ikke så få bevarede fotografier af den gamle kirke, at den i det ydre har været noget plump af udseende. Dertil bidrog også de mange kraftige stræbepiller, som det havde været nødvendigt at opføre for at støtte kirkens ydermure, der havde svært ved at bære presset fra hvælvingerne.
Den famøse beslutning om nedrivning Den gamle kirke var omkring år 1900 i en dårlig vedligeholdelsestilstand.
Under nedrivningen blev der gjort en række spændende fund. Et af de mest opsigtsvækkende var det omtalte romanske vindue, der viser Sct. Morten med bispestav i højre og bibelen i venstre hånd. Det havde siddet skjult og glemt bag hvælvingen i mere end 400 år og var derfor sunket noget sammen, men kunne let rekonstrueres, og i dag udstilles det som et af de fornemme stykker i Nationalmuseets middelalderafdeling.
En anden væsentlig opdagelse var de kalkmalerier, som viste sig at være på hvælvingerne. De er i vore dage blevet identificeret som værker fra den berømte Træskomalers værksted og kan dermed bruges til datering af den ombygning, hvor kirken fik sine hvælvinger, nemlig omkring 1480. De forsvandt med kirken.
Den nye kirke Grundstenen blev lagt den 23. august 1905, og det varede kun ca. 1½ år at bygge den nye kirke. Som nævnt blev stenene fra den smukke, romanske kvadersokkel genanvendt. På dem opførtes af røde, håndstrøgne teglsten en bygning bestående af skib med korsarme, kor og et smalt tårn med saddeltag og kobbertækt spir. Taget er belagt med glaseret tegl. Kirkerummet har tøndehvælv af pudset træ, støttet af fire ret dominerende tværbjælker.
Kirken blev indviet 2. søndag i advent, 9. december 1906. Indvielsen blev foretaget af biskop Lauritz N. Balslev, Odense, og der blev prædiket af sognepræsten, Johannes Malta-Müller. |
 I tiden efter anden verdenskrig opstod ønsket om en fornyelse af kirkerummets farver. Afslutningen af altertavlens restaurering i 1951 var en god anledning til at afstemme rummet efter altertavlen: Murstensfelter på væggene blev kalket hvide, og kirkebænke samt det øvrige nye træværk blev afrenset for den blågrønne maling. |
|
 Til den nye kirke blev der i 1906 fremstillet alterbord, alterskranke, prædikestol og kirkebænke samt orglet. Det hele blev lavet i fyrretræ og dekoreret med snitværk i tidens stil. Det blev malet i en blågrøn farve med forsiringer i rødt og gråt. En stor del af væggene stod i røde maskinstrøgne mursten. |
 I kirken hænger to kirkeskibe. Det ældste og mindste, en skonnertbrig, er fra 1934 og bygget af skomager Oluf Madsen, Bjerreby. |
 Det andet skib er bygget af skibsfører Almstedt efter det norske skoleskib "Sørland". Det bærer navnet Pax og blev ophængt i kirken søndag den 5. maj 1946 til minde om befrielsen et år før. |
|
 Krucifikset over korbuen er fra samme tid som altertavlen og stafferet på samme måde. Det blev i 1954 færdigrestaureret af kirkemaler Einar V. Jensen. På korsarmenes ender ses de fire evangelistsymboler: Matthæus (et menneske), Lukas (en okse), Johannes (en ørn) og Markus (en løve). |
 Når man træder ind i kirkerummet, ser man den imponerende, trefløjede højaltertavle, som efter sin restaurering i 1951 stråler næsten lige så smukt, som da den blev udført i Lübeck i sidste halvdel af 15. århundrede. Dens store midterfelt fremstiller korsfæstelsen, mens sidefløjene viser andre scener fra påskens begivenheder. Altertavlen har bevaret en stor del af sin oprindelige staffering med guld og farver. I forrige århundrede forsøgte man med overmaling at "forbedre" den, men det virkede modsat. Først i nyere tid blev tavlen ført så nær tilbage til det originale, som det er muligt. Nationalmuseet lod ved kirkemaler Einar V. Jensen den gamle staffering afdække og fastlægge. |
|
 Kirkerummets ældste inventar er døbefonten, som er romansk med en glat kumme, udført i grå granit og smykket med tre rundtgående riller. Den firkantede fod er i rød granit og rigt smykket med arkader på siderne og skæggede mandshoveder på hjørnerne.
Dåbsfadet er udført i messing og smykket med symboler for frugtbarhed og livsglæde. |
 Degnestolen står i den nuværende kirke i nordre korsarm, men har oprindelig stået øverst til højre ved sydvæggen og med front mod nord. På den måde stod degnen halvt vendt mod præsten og halvt vendt mod menigheden. |
|
 På nordvæggen i nordre korsarm hænger et alterskab med låger, der kan lukkes i fastetiden. Det rummer en fin skulptur af Sct. Morten, tronende på sin bispestol iført fuldt skrud med bispehue, krumstav og ring og med højre hånd løftet til velsignelse. Alterskabet fra ca. år 1500 har rimeligvis været altertavle for et sidealter. |
 Den nyeste kunstneriske udsmykning i kirkerummet er et smukt keramisk relief, der forestiller Jesu forklarelse på bjerget. Det sidder til venstre for korbuen som pendant til prædikestolen og er udført af de lokale keramikere Tony og Jette Briffa for et par år siden. |
|
 Smukt udformet stage på væg. |
 Kirkerummet set fra koret. |
|
 Den gamle fattigblok er opstillet i våbenhuset. Den blev reddet fra undergang af den i sin tid kendte bonde og kulturpersonlighed Søren Lolk, der opbevarede den og andre ting fra den gamle kirke på sin gård Vejlegården. Søren Lolk kan vi i øvrigt takke for mange fotografier fra den gamle kirke og dens nedrivning. |
 Kirken har stadig sit oprindelige orgel. Det er bygget 1906 af A.H. Busch & Sønner i København og har fem stemmer. Det er i dag meget medtaget. Desuden må det anses for at være alt for lille til den store kirke, og derfor arbejdes der på at anskaffe et nyt orgel. |
Se meget mere på kirkens egen netside
Se flere kirker her
Tekst af Sognepræst Didier Gautier fra Årbog 2000. |
|
Søgeboks nederst på siden
|
